Biografi
Biografi
Hvem var Lau Lauritzen junior? Det vil mange sikkert spørge sig selv om i dag, hvis de ser denne hjemmeside – og det er faktisk bemærkelsesværdigt at en så markant skikkelse i dansk film, kan blive så glemt og overset på så forholdsvis kort tid. Men når jeg alligevel har ment, at det var på sin plads, at samle oplysninger om ham og formidle dem i bogform og på denne hjemmeside, er det fordi jeg mener, at han var en vigtig brik i dansk films historie.
Lau Lauritzen
jun. blev født i Vejle 26.6. 1910. Han var filmmand i ordets egentlige forstand. Han var så at sige
født ind i det. Hans far var den kendte stumfilmsinstruktør Lau Lauritzen –
senior. Hos ham lærte Lau jun. filmhåndværket fra grunden, og han blev oplært i
og har beskæftiget sig med alle mediets facetter. Da han gør sin entre i dansk
film, er det som fotograf og manuskriptforfatter til nogle af sin fars populære
Fy og Bi-film. Siden var han med til at gennemføre overgangen fra stum – til
tonefilm hos A/S Palladium Film. Det var også
hans far, der overtalte ham til, at spille den unge helt i den store folkelige
succes ”Barken Margrethe af Danmark” (1934). Lau jun. spillede den unge styrmand
så overbevisende, at han resten af 1930’erne udfyldte lignende helteroller i en
lang række film. Han var den eneste af tidens populære filmskuespillere, der
aldrig havde stået på en teaterscene. Han havde overhovedet ikke beskæftiget sig
med teater – han var en ægte filmmand!
Hans karriere i dansk film strakte sig fra 1929 – 1969. De gyldne år for den så
udskældte, men populære, folkelige danske film. I den periode instruerede ham
mindst 58 spillefilm samt en række kort og reklamefilm, producerede eller
medproducerede omkring 100 film, skrev manuskript til over 20 af filmene, og
spillede – ofte store roller – i 20 film. I 1930’erne var han simpelthen
Danmarks stort set eneste bud på en ægte filmhelt, og populær som få – ikke
mindst blandt de unge piger. Alligevel var det instruktørgerningen, der
interesserede ham mest, og i 1930’erne var han sammen med Alice O’Fredericks med
til at skabe den danske folkekomedie og lystspiltradition, som der skulle blive bygget videre
på mange år frem, og som stadig er populær på TV og DVD. I 1940’erne var han
sideløbende med til, sammen med bl.a. Bodil Ipsen, at skabe mere alvorlige film,
og vende trenden i den retning, indtil Morten Korch-hyggen tog over i 1950’erne.
En retning han som direktør og producent for ASA Film også havde en finger med
i. Samtidig med at ASA's folkekomedier gik sin sejrsgang i 1950’erne,
instruerede han selv mere og mere seriøse film, og vandt i den forbindelse Bodil-prisen for årets bedste film 4 gange! En rekord som først er blevet slået i
nyere tid.
Lau Lauritzen
jun. var kunstnerisk
leder og medlem af bestyrelsen for ASA Film 1937 - 1964.
Direktør for ASA
Film 1945 - 1964
1950 - 1965 var
han tillige direktør for biografen Kinopalæet i København.
Lau Lauritzen jun. døde 12.5.1977, kun 66 år gammel.